FREMTIDENS ARBEJDSMARKED

Fagbevægelsen mister fodfæste blandt unge - hvad nu?

En undersøgelse beskrevet i det seneste nummer af Ugebrevet A4 viste, at unge under 40 år har svært ved at se nødvendigheden af at være medlem af en fagforening. A4 har spurgt 5 personer til råds om hvordan fagbevægelsen kan fastholde de unge.

Birthe Linddal Hansen, Institut for Fremtidsforskning, peger på, at fagbevægelsen må indstille sig på, at moderne mennesker vil have individuel løn efter fortjeneste og kompetencer og at solidariteten er tabt for de yngre generationer.

Jane Korczak, næstfmd. 3F, mener, at grundværdierne skal fastholdes, men at der skal indtænkes en højere grad af individualitet.

Lars Goldschmidt, adm. direktør i Foreningen af Rådgivende Ingeniører, advarer mod, at fagbevægelsen flytter sig i mere borgerlig-liberal retning. Grundværdierne er OK, men image og markedsføring skal pudses af. Han understreger, at den fjendtlige arbejdsgiver ikke længere eksisterer i Danmark.

Jens Christian Nielsen, Center for Ungdomsforskning, DPU, peger på at unge er individualister, og at fagbevægelsen må koble individuelle hensyn med de gamle værdier. Fagbevægelsen er en politisk idé-bevægelse. Derfor er snakken om bevægelsen som en ren økonomisk virksomhed, hvor man taler om billigere kontingent og forsikringsordninger, et skråplan.

Anne Mette Zachariassen, rektor, Teko Center Danmark, Herning, anbefaler fagbevægelsen at arbejde seriøst med at lære de unges sprog, hverdag og prioriteringer.

A4 side 18-19 10. januar 2006

kilde: Dagny

læs nedenstående:

Fagbevægelsens fremtid

Tid til forandring igen igen. Dennis Kristensen (FOA) har lagt op til en debat om LO og fagbevægelsens fremtid, måske er det ikke så tosset endda, men det er da beklageligt, at man ikke – bortset fra interne småjusteringer og fusioner - har været i stand til løbende at tilpasse sig til den politisk bestemte samfundsudvikling. Det har jo været muligt længe, faktisk siden 1972, at se hvor det bar hen.

Den teknologiske udvikling går hurtigere og hurtigere, behovet for og indholdet af uddannelser og efteruddannelser er stigende, faggrænserne udviskes og som den norske arbejdsmarkedsforsker Torgeir Stokke påpeger i et debatoplæg fra 2002, vil EU direktiver bevirke, at tidligere fagpolitiske rettigheder som følge af arbejdskraftens frie bevægelighed, bliver allemandseje og derved svækker gevinsten ved at være organiseret i en fagforening.
 
De tværfaglige A-kassers tilblivelse sideløbende med arbejdsmarkedspolitikken i EU giver en berettiget formodning om, at de reelle motiver fra politisk hold er at svække og ødelægge dansk fagbevægelse til gavn for arbejdsgiverne og på bekostning af de multinationale koncerners økonomiske interesser. Det må virkelig siges, at kapitalen og arbejdsgiverne har vind i sejlene og mangler et kvalificeret modstykke.

Behovet for forandringer i fagbevægelsen er større nu end nogensinde, og det vil være en sand ulykke hvis ikke LO og fagbevægelsen genfinder sin rolle i de ny udfordringer. Det forholder sig præcist som Henning Jørgensen (Aalborg universitet) siger:

Fagbevægelsen har i al for lang tid lidt af høflighedsbetændelse

Såfremt denne betændelse ikke skal gå hen at blive kronisk og medføre alvorlige dødsfald i bevægelsen, skal der virkelig være tale om en fornyelse der kan mærkes. På den baggrund vil jeg opfordre fagbevægelsens øverste ledelser og kommende debattører til at sætte mere fokus på at konkretisere, hvad en fagbevægelse er og bør være.

Nogle gode bud på at være eller ikke være

Globaliseringen og den lokale samfundsstruktur må på alle områder ændres fra en central styringsmodel til en decentral. Det vil bl.a. sige at medlemmerne får langt større indflydelse end de har i dag.

En fagbevægelses aktivitet eller berettigelse skal og kan ikke alene begrundes med at have en god A-kasse.

En fagbevægelses hovedformål er og skal være, at medvirke til at afskaffe arbejdsløshed og dermed A-kassen, og ikke - som en konkurrerende faglig aktivitet gøre A-kasse medlemskabet bedre og billigere for at tækkes i forvejen usolidariske ikke medlemmer.

En fagbevægelses styrke og gennemslagskraft kan og skal ikke måles på antallet af medlemmer, men på de resultater som giver medlemmerne et bedre liv, herunder løn og arbejdsvilkår, arbejdstid og arbejdsmiljø osv. Kort sagt fastholde og i fremtiden forbedre medlemmerne velstand og velfærd.

En fagbevægelse skal ikke kun være et ekspeditionskontor med et højt serviceniveau, men en kamporganisation der principielt på medlemmernes vegne blander sig i alt, både lokalt og globalt, i ting og sager som objektivt vedrøre deres interesser for en positiv samfundsudvikling. Et samfund uden sociale konflikter, krige og menneskelig fornedrelse.

En fagbevægelse skal ikke være en tumleplads for karrierefikserede fastansatte og højtlønnede formænd og faglige sekretærer, hvis virke har den indbyggede risiko, at de for let kommer i tanke om, at sikre deres egen velstand før medlemmernes, eller bemærkelsesværdige ideer om partistøtte til de borgerlige politiske partier, hvilket i sin konsekvens kan føre til ineffektivitet, intern fnidder og opslidende strukturdebatter på bekostning af manglende faglig aktivitet og overenskomstfornyelser.

En fagbevægelse er og skal være et kollektivt fællesskab, som målbevidst og solidarisk arbejder for at skabe forbedringer for medlemmerne, både på arbejdspladserne og i samfundet. Fællesskabet og solidariteten opstår på baggrund af de fælles faglige og uddannelsesmæssige interesser, og den fælles opfattelse af hvordan vi indretter samfundet.

Fagforeninger skal ikke være indbyrdes konkurrerende virksomheder, men slagkraftige samarbejdspartnere til gavn for alle lønmodtagere, der vil være i stand til samlet at mobilisere de faglige og politiske standpunkter, når det virkelig gælder.

Et medlemskab af en bestemt A-kasse og/eller fagforening, skal ikke være bestemt af skruebrækkeri og arbejdsgiverne, men bestemmes af virksomhedens produktion og den ansattes beskæftigelse og uddannelse. Løn og arbejdsvilkår baseres på lovgivning og de gældende overenskomster, som er indgået med den ansattes fagforening og virksomheden eller vedkomne arbejdsgiverorganisation.


Fagbevægelsen skal have handlekraften tilbage

Generelt er jeg enig med Henning Jørgensen (Aalborg universitet), som mener at fagbevægelsen må genskabe den faglige identitet hos medlemmerne, som en forudsætning for at medlemmerne involverer sig i det fagpolitiske arbejde. At det også i høj grad er en væsentlig forudsætning, såfremt fagbevægelsen skal have en fremtid, at fagbevægelsen finder ud af at klart formulere, hvad man vil. Kort fortalt at medlemmerne gives og får medindflydelse på at definere nogle klare målsætninger. Vigtigst er det primære udgangspunkt at få tilpasset sin organisering og struktur til den samfundsmæssige og politiske udvikling/virkelighed og egne målsætninger som første prioritet, og ikke hvad Dansk Industri og Fogh Rasmussen eller EU kunne tænke sig.

pbv

Mogens Weile

”New Zealand eksperimentet” er en film om markedskræfternes frie spil, og den pris lønmodtagerne betaler for spillet. Det er også en historie som fortæller os, hvor galt det kan gå os i Danmark, hvis Fogh Rasmussen og den borgerlige regering fortsat kan gennemføre deres politik.

Selvom New Zealand er langt væk, er det et land vi i Danmark let kan sammenligne os med.

Vi har nogenlunde den samme befolkningsstørrelse, næsten samme erhvervsstruktur – og ikke mindst – har Newzealænderne igennem generationer opbygget et velfærdssamfund, der på mange måder indtil 1984 lignede det danske.

Nedturen begyndte i 1984 – men det var den borgerlige regering der havde magten fra 1990- 1999 der gennemførte de store privatiseringer.

Der blev gennemført omfattende brugerbetaling i sundheds- og undervisningssektoren. På arbejdsmarkedet blev en række kollektive overenskomster afløst af individuelle lønforhandlinger og mindstelønnen blev afskaffet. På næsten alle områder fik markedskræfterne frit spil, fagbevægelsen blev sat uden for indflydelse, og New Zealand rutsjede længere og længere ned af ranglisten over verdens rigeste lande. Den liste hvor Danmark og New Zealand engang begge lå på top ti.

Privatisering

Opskriften på nedturen hedder nyliberalisering, eller privatisering om man vil, som på to måder skal styrke den private sektor.

For det første ved at øge privatkapitalens frihed og magt, så den kan bevæge sig frit fra land til land. For det andet at styrke den private sektor og svække den offentlige ved at overføre statens ejendom til private firmaer - altså det modsatte af det vi kalder nationalisering.

Den globale historie

Privatisering og liberalisering er desværre ikke kun et isoleret New Zealandsk eksperiment, som titlen antyder.

Verdenskrisen i 30érne, 2. verdenskrig og afkolonialiseringer – de multinationale virksomheder der blev smidt ud i mange af de fattige lande - svækkede tilliden til markedsøkonomien, og som følge heraf gennemførte mange af de rigeste lande i efterkrigsårene omfattende nationaliseringer og styrkede den offentlige sektor betydelig. Det medførte god beskæftigelse og velfærdsstigning i de europæiske lande og i de tidligere vestlige kolonier i tredjeverdenslandene.

I slutningen af  70érne vendte billedet imidlertid i takt med at nyliberaliseringen vandt ny indpas.

I 80érne i England under Thatcher regimet, kom privatisering til at spille en stor rolle. Bl.a. blev kulminerne privatiseret, hvilket knækkede rygraden på den engelske fagbevægelse.

I USA under Reagan i midtfirserne skete der stort set ingen privatiseringer, det var sket længe før.

I 90érne fulgte Tony Blair godt med efter Thatcher ved at acceptere svækkelsen af den offentlige sektor og privatiserede den offentlige forsyningstjeneste, bl.a. vand og el.

I de fattige lande blev privatiseringer gerne knyttet til en nedskæringspolitik, som Verdensbanken kræver som en betingelse for tildeling af lån. Ved at sælge statsvirksomheder, herunder offentlige banker, kan regeringerne spare penge og derved få lettere ved at betale renter og afdrag til vestlige kapitalinteresser. Dette var bl.a. politikken i Argentina.

I EU blev nyliberaliseringen for alvor den effektive politik med vedtagelsen af det indre marked i 1985.

Officielt tilstræbte man ikke privatisering, kun liberalisering, men forbrugerne skulle have et ”frit valg” – hed det sig.

I 1997 var liberaliseringen afsluttet inden for luftfart, i 1998 inden for telekommunikation. Lidt langsommere er det gået inden for energisektoren - især el, gas - og post, og modstanden har været størst inden for togdrift, men på alle områder er privatiseringsbestræbelserne nu intensiv.

Da Danmark som bekendt er deltager i EU`s Indre marked, har vi naturligvis måtte følge trop.

Under den borgerlige Schlütter-regering frem til 1993 blev der kun privatiseret for 5 milliarder kr. I de følgende 5 år under Nyrop-regeringen, var beløbet 36 milliarder kroner. Den største post var TeleDanmark (31 milliarder). Blandt andre foretagener kan nævnes Girobank, Københavns Lufthavn og Datacentralen.

Privatisering har helt sin egen strategi

Privatisering er ofte praktisk vanskelig eller politisk upopulær. Derfor må den forberedes gennem forskellige tiltag:

Et tiltag er Liberalisering: og som nævnt modellen i ”Det Indre Marked”.

Når det offentlige skal konkurrere på lige fod med det private, må det offentlige tilpasse sig det private succeskriterium: profitmaksimering. Ellers vil den offentlige virksomhed tabe - altså gå fallit. Derfor må de bredere kollektive målsætninger opgives, f.eks. lave togpriser for af miljømæssige grunde at gøre kollektiv trafik tillokkende, eller opgive at tilgodese samfundsgrupper, der ikke har råd til at have bil. Det betyder, at den offentlige virksomhed bliver som den private, og det bliver nu svært at argumentere imod, at den også formelt skal være privat.

Et andet tiltag er:

Omdannelse af den offentlige virksomhed til et statsaktieselskab. Den offentlige virksomhed forbliver i første omgang offentlig, eftersom staten har aktiemajoriteten, men virksomheden frigøres fra demokratisk kontrol (f.eks. gælder offentlighedsloven ikke længere), og tidligere bredere kollektive målsætninger erstattes af profitmaksimering. Dermed bliver det lettere at privatisere (staten kan blot sælge sine aktier), samtidig med at virksomheden bliver mere attraktiv for private købere. Dette var metoden i forbindelse med TeleDanmark: før privatiseringen i 1997 var tjenesten i 1990 blevet omdannet til et statsaktieselskab.

Tilbage til New Z konkret om arbejderbevægelsen, og noget vi genkender

Hvis vi vender blikket imod New Zealand igen , må vi konstatere, at det New Zealandske samfund virkelig har prøvet, hvad der sker, når offentlige virksomheder privatiseres. Den liberale regering som ledede landet fra 1990 til 1999, var meget optaget af at løse den økonomiske krise New Zealand befandt sig i, ved at sælge offentlige virksomheder, som f.eks. jernbanen og den kollektive trafik, skovbrug, kulminer, stålværker, elkraftværker,   telesektoren, bankerne m.v. Pengene fra salget skulle primært bruges til at nedbringe udlandsgælden og finansierevelfærdssamfundet. Over 80% af de tidligere offentlige virksomheder, er nu ejet af udenlandsk kapital. Overskuddet fra salget blev ikke brugt til nedbringelse af udlandsgælden, men blev i stedet brugt til at finansiere velfærdssamfundet, fordi der samtidig kom en omfattende skattereform, hvor bl.a. topskatten blev nedsat fra 66% til max. 33%. Det bevirkede at varer og tjenesteydelser steg meget kraftigt i perioden med den liberale regering.

Det har imidlertid efterfølgende vist sig, at kun de rigeste 10% af new zeelænderne har tjent på det new zealandske eksperiment, ved at privatisere og udlicitere den offentlige sektor. Resten af befolkningen er blevet fattigere. De som virkelig har tjent på det new zealandske eksperiment, er udenlandske selskaber og banker, hovedsagligt fra Amerika, Japan og Kina.

Jeg har ikke svært ved at forestille mig at et uorganiseret arbejdsmarked, hvor kollektive overenskomster bliver erstattet af individuelle ansættelsesaftaler ikke giver højere produktivitet. Ikke desto mindre afskaffede det new zealandske parti National Party, ved lov alle kollektive aftaler og ophævede eksklusivbestemmelserne.- og alle new zealandske lønmodtagere overgik herefter til individuelle ansættelsesaftaler.

Disse individuelle ansættelsesaftaler, som nogle arbejdsgivere og liberale kræfter også ønsker indført i Danmark, betød for de new zealandske lønmodtagere væsentlige forringede løn - og arbejdsvilkår. Mange gik direkte ned i løn, samtidigt med, at de skulle arbejde længere, og nogle blev tvunget på deltid. Der var ingen love eller regler derforhindrende arbejdsgiveren i at udfærdige de individuelle aftaler, som arbejdsgiverne mente var bedst for virksomheden.

Mange new zeelændere blev derfor nødt til at have flere jobs, for at opretholde en

nogenlunde levestandard. I samme periode steg varer og tjenesteydelser voldsomt, huslejerne steg også, fordi mange almennyttige boliger blev solgt, og huslejenævnet nedlagt.

Der blev umiddelbart ingen vindere ved fjernelsen af de kollektive aftaler og afskaffelsen af

eksklusivbestemmelserne. Virkeligheden var, at produktionen faldt voldsomt. Årsagen kan måske findes i, at længere arbejdstid betød langsommere tempo, og lysten til at arbejde blev måske også mindre ved en lavere løn, måske fordi mange havde flere deltidsjob -3-4 stykker var ikke ualmindeligt.

Afskaffelsen af arbejderbeskyttelsesloven førte også til et dårligere arbejdsmiljø, som betød mere sygefravær.

Jeg har den klare opfattelse, at et velorganiseret arbejdsmarked, ikke er nogen hindring for stor effektivitet ude på arbejdspladserne.

Et godt arbejdsmiljø er helt afgørende for, at man kan udføre et godt arbejde med lavt sygefravær.

Når vi i Danmark har nogle aftaler på arbejdsmarkedet, der virker godt og beskytter den enkelte arbejder, og virksomhedsejerne samtidigt kan tjene penge, ser jeg heller ingen grund til, at den venstreledet regering skal ind og lovgive på dette område. Den eneste grund jeg kan se til, at regeringen har en interesse i at blande sig i arbejdsmarkedsforhold, er alene at svække den danske fagbevægelse. En stærk fagbevægelse er nemlig en stoppeklods for regeringens liberale politik, hvor de rigeste skal bidrage mindre til velfærden og de lavtlønnede mere.

Når der som nu i Danmark førers en arbejderfjendsk politik, er det vigtigt, at vi har en meget stærk fagforening, som kan tale medlemmernes sag, og give regeringen modstand, og oplyse os om konsekvenser af den førte politik. Det kunne fagbevægelsen i New Zealand ikke, den var splittet på det tidspunkt, og brugte derfor større ressourcer på at redde sig selv fra de voldsomme angreb, end at kæmpe mod det politiske system.

Anders Fogh Rasmussens bog ”Fra socialstat til minimalstat” skitserer mange af de nyliberalistiske tanker, som gennem de sidste 20 år har været ført ud i livet i New Zealand. Viden om følgerne af nyliberalisme i dens yderste konsekvens er derfor guld værd for os. Vi vil således nemmere kunne genkende regeringens tiltag, og gennemskue Anders Foghs minimalstatstanker.

Markedsgørelsespolitiken, minimalstatstanken og ”frit valg-tanken” i New Zealand har medført markant skævere fordeling af goderne og et drastisk fald i realindkomsten for lønmodtagere, og det samme sker også her i Danmark

Den ny arbejderregering, som har været ved magten siden 1999 har derfor meget svært ved at rette op på fortidens synder.

Det direkte angreb på fagbevægelsen med loven om individuelle beskæftigelseskontrakter, der med et slag afskaffede alle fagforeningsrettigheder ændrede markant magtforholdene mellem arbejdstager og arbejdsgiver, fordi arbejdsmarkedet alene skulle reguleres individuelt.

Det er efter min opfattelse for let at sige, at nedturen i New Zealand ikke kan ske i Danmark. Det vil være direkte naivt at tro på, når vi med egne øjne kan se, at velfærdssamfundet kan demonteres ved nogle få hurtige lovindgreb.

Vejen tilbage fra minimalstaten til velfærdstaten er og bliver lang. De økonomiske midler ligger i dag hos de private selskaber og en minimalstat har ingen penge til, at tilbagekøbe de privatiserede fælles goder.

Den nye Labourregering har haft meget travlt med at rydde op efter over ti års ødelæggelser af landet, og der er sket fremskridt. De erkender, at det er svært og dyrt at købe alt ”arvesølvet” tilbage til staten, ja i nogle tilfælde er det umuligt, men lufthavnene er nu re-nationaliseret og der er forsøg på at re-nationalisere jernbanerne ved tilbagekøb af skinnerne.

Regeringen kan nu konstatere, at de rige betaler mere i skat. I øjeblikket arbejdes der med en ny ferielov og der er skabt en ny barselslovgivning (6 måneders barsel) Endelig er de ved at omstrukturere hele arbejds-skadesystemet.

Afslutning

Som jeg indledte med at fortælle er New Zealand et land, som vi danskere let kan sammenligne os med. Samme befolkningsstørrelse, næsten samme erhvervsstruktur og gennem generationer er det et samfund, der opbyggede en velfærdsstat som den danske.

Skiftende regeringer i New Zealand har eksperimenteret med velfærdsstaten. Store privatiseringer blev gennemført, der blev indført omfattende brugerbetaling. På arbejdsmarkedet blev en række kollektive overenskomster afløst af individuelle lønforhandlinger og mindstelønnen blev afskaffet. Markedskræfterne fik frit spil. Dokumentarfilmen ”New Zealand Eksperimentet” går tæt på den menige new zealænder. Det er en politisk debatfilm, som handler om mennesker, der på deres egen krop har mærket konsekvenserne af et af verdens mest omfattende nyliberalistiske samfunds-eksperimenter. Det er en film om et velfærdssamfund, det tog generationer at bygge op, og kun 10 –15 år at bryde ned.

Filmen vi skal se er af Hans Kragh Jacobsen, produceret af Jensen og Kompagni for SID i 2002. Formålet er, at advare os om at der ikke må ske den samme udvikling i Danmark. at Anders Fogh omdanner Danmark til en minimalstat.

tilbage til toppen

En ny regering og en anden politik

VK regeringen og Dansk Folkeparti har ført Danmark ud på en glidebane, som ødelægger velfærdssamfundet. Danmark har mistet international anseelse, som et demokratisk land der solidarisk tager hånd om de fattige i verden.

Den borgerlige regering har påbegyndt et opgør med den solidariske skattefinansierede samfundsmodel; et opgør, der som et masseødelæggelsesvåben indtil nu har ramt de ældre, børnefamilierne, de uddannelsessøgende, de ledige, de syge, flygtninge og indvandrere og de beskæftigede gennem en forringelse af arbejdsmiljøet. Det sker under dække af et skattestop, der gør de rige rigere, og de fattige fattigere.

Finanslovsforslaget 2005

Hvis man lægger VK regeringens fire finanslovsforslag ved siden af hinanden, lader det sig slet skjule, at den seneste adskiller sig markant fra de tre foregående: efter tre finanslove med grove nedskæringer på miljø og velfærd præsenterer regeringen nu et finanslovsforslag med små gaver til udvalgte grupper - nøje udmålt efter princippet: flest mulige stemmer for pengene, efter det amerikanske Tv-shop princip.

Regeringen skal ikke bedømmes på den nye valgfinanslov. Den skal bedømmes på sin samlede indsats, siden den kom til magten. Og her er der tale om at fodre hunden med sin egen hale!

På børneområdet har det allerede vist sig, at løfterne ikke kan holdes inden for beløbsrammen på 100 mio. kr.

På efter- og voksenuddannelse er der blevet skåret 4-500 mio. kr. om året. Nu tilfører regeringen området 100 mio. kr. om året.

De ældre har endnu ikke set noget til de 500 mio. kr. som Venstre lovede til ekstra hjemmehjælp ved sidste valg. Tværtimod er der i dag færre hjemmehjælpstimer pr. ældre, end da regeringen trådte til.

På folkeskolen er der skåret med næsten 500 mio. kr. årligt, hvis man korrigerer for elevtallet, mens børnepasningsområdet har mistet 1mia. kr. I begge tilfælde langt mere end det nøje afmålte stykke valgflæsk, som regeringen nu tilbyder, og sådan kan man blive ved område for område. Det  rene Fogh, Thor og humbug.

Finansloven 2005 er ikke andet end en lille luns af tidligere nedskæringer, som nu ”gives” tilbage. Troen på fællesskab og omsorg er afløst af  ”noget for noget”. Der er sket indskrænkninger af den enkeltes frihed, og mange borgere har fået minimeret eller frataget opnåede rettigheder. Den frie forhandlingsret på arbejdsmarkedet er blevet angrebet. Under dække af en ny kommunalreform vil Fogh gennemføre Minimalstaten – efter New Zealandsk model – hvor fanden tager de sidste.

Regeringens beslutning om - uden om verdenssamfundet og i strid med folkeretten - at erklære krig mod et andet land, Irak, er med til at øge terrorhandlinger og hadet mellem verdens folkeslag og gør vores fælles verden mere usikker. Den kurs regeringen har sat må stoppes. Der må skabes et folkeligt grundlag for en anden politik og et andet folketingsflertal. Gå af Fogh og udskriv folketingsvalg nu.

Således enstemmigt vedtaget på medlemsmøde den 23. sept. 2004 i Apfel, aktivitetsudvalget for pensionister, førtidspensionister, efterlønnere og ledige under

HK medie&kommunikation, København.

tilbage til toppen

"Socialstaten har frembragt mennesker uden mod, mennesker med materielt begær, men uden vilje til at værne om sin egen værdighed som menneske."…

Så nedladende omtaler Anders Fogh Rasmussen danske lønmodtagere i sin bog "Fra socialstat til minimalstat", 1993.

I dag er Fogh Danmarks statsminister og sætter nu dagsordenen for vores fremtid.

Den solidariske fagbevægelse, som vi med vore holdninger og meningers mod har været med til at bygge op, vil han ødelægge. Det sociale velfærdssamfund som fagbevægelsen har kæmpet for i mere end hundrede år, er sat under afvikling og skal erstattes af Fogh Rasmussens minimalstatstanker, hvor værdige mennesker nedgøres til tavse klienter.

Privatiseringer, brugerbetaling, angreb på vores pensionsordninger og sociale ydelser og nedskæringer i den offentlige service er midlerne.

Profitmaksimering og billig arbejdskraft uden omkostninger for arbejdsgiverne er målet.

Redskaberne er de private aktører i kontaktforløbet. Det er det enstregede formidlingssystem, som skal nedbryde den traditionelle arbejdsløshedsforsikring i vores A-kasse. Det er de tværfaglige A-kasser og private forsikringsordninger – efter udenlandske modeller – der skal sættes i stedet. Konsekvensen bliver, når A-kassesystemet fravistes fagbevægelsen, at arbejdskraften bliver en vare, som private virksomheder kan misbruge og tjene penge på at sælge.

Regeringen er bedøvende ligeglad med de arbejdsløse. Regeringen er ikke interesseret i at skabe flere arbejdspladser til overenskomstmæssig løn - og arbejdsvilkår. Regeringen er mere optaget af aktiveringsprojekter, hvor arbejdet udføres efter daglejerprincippet til den halve løn, skærpede rådighedsregler og kontrol. Den katastrofalt stigende arbejdsløshed beviser det.

Den håbløse og udsigtsløse aktivering der er sat i værk, har kun til formål at stresse de ledige til at finde sig i hvad som helst, og for at skræmme de potentielle ledige der er i arbejde – hvis vi ikke indordner os, skal vi straffes, fyres eller miste retten til dagpenge.

at medvirke til at vælte den borgerlige regering

at medvirke til at udsigtsløs aktivering erstattes af kompetencegivende efteruddannelse, uddannelser og reelt arbejde

at medvirke til at dagpenge- og efterlønssatserne bliver forhøjet

at medvirke til at den spekulative aktivering af dagpenge- og kontanthjælpsmodtagere bringes til ophør

 

tilbage til toppen

Et flertal i HK - Danmarks hovedbestyrelse har den 14. januar 2004 besluttet at fratage vores arbejdsløse kolleger i HK deres stemmeret, når der til foråret ved urafstemning skal tages stilling til resultatet af overenskomstforhandlingerne.

Jeg må i den anledning på det kraftigste protestere imod denne beslutning, idet jeg anser den for en alvorlig indskrænkning af kontingentbetalende medlemmers frihedsrettigheder - som ingen skal hoppe på.

I mere end 100 år har vores ledere i fagbevægelsen, såvel som vores dygtige tillidsmænd og sikkerhedsrepræsentanter sammen med kollegerne ude på arbejdspladserne og i solidaritet med de arbejdsløse, kæmpet side om side for frihed og medindflydelse på vores velfærd og arbejdsforhold. På den baggrund er hovedbestyrelsens vedtagelse ikke alene utiltalende og usolidarisk, men en principiel alvorlig og uværdig handling der kun tjener arbejdsgivernes og de borgerlige kræfters interesser, og som fremover kan få uoverskuelige negative konsekvenser for den solidariske fagforening.

Hovedbestyrelsesflertallets beslutning er et vildskud der ikke tjener medlemmernes interesse og hovedbestyrelsen bør på den baggrund hurtigst muligt ændre sin beslutning.

Med venlig hilsen

Mogens Weile

Ansvarlig for Apfel

tilbage til toppen

STOP KRIGEN I IRAK

Den oliekrig som blev iværksat den 20. marts mod det irakiske folk med USAs,  Englands og  Australiens angreb på Irak, fulgt op af  Danmark, er en ulovlig krig, som grundlæggende bryder med hele FNs grundlov.

Fagbevægelsens idégrundlag bygger på, at alle arbejdere verden over solidarisk står sammen i kampen for gode løn- og livsvilkår.

Denne internationale solidaritet imellem arbejdere omfatter også retten til at organisere sig i fagforeninger, at udtrykke sin tro og sine tanker og retten til selv at skabe sin fremtid, uden frygt for ulovlige udemokratiske overgreb.

Krigen mod Irak er iværksat udenom en demokratisk flertalsbeslutning i FN, som var forudsætningen i resolution 1441 og på trods af verdenssamfundets fordømmelse.

En bedre verden skabes kun ved at hjælpe udsatte befolkninger – ikke ved at slå dem ihjel.

Vi tager derfor kraftig afstand fra, at der føres krig mod det irakiske folk.

Vi tager ligeledes kraftig afstand fra, at den danske regering med støtte fra Dansk Folkeparti, på trods af protester fra et flertal i den danske befolkning, er gået med i denne krig. Vi bifalder derfor at LO går ind i kampagnen mod krigen.

Vi nærer ingen sympati for Saddam Hussein og hans diktatoriske styreform, men vi nærer respekt for det irakiske folks overlevelse og retten til at tage ansvaret for egen livsførelse.

Stop Bush, Blair og Anders Fogh Rasmussen

Således vedtaget på Apfels medlemsmøde torsdag den 10. april 2003

tilbage til toppen

Siden 1984 har markedsøkonomien ændret vort sprog. Go’e gamle ord, som magt, kapitalister, arbejdere, klassekamp og profit er gjort til fyord, og ændret til borgerindflydelse, indehavere, indkomstmodtagere, samarbejdspartnere og indtjeningsevne.

Positive og svære ord, som i arbejdsmarkedssammenhæng har til formål, at dække over og nedtone den jævne danskers barske hverdag, at gøre det begribeligt at alle vores gamle fantasier om socialisme er og var en fiktion.

I dag er vi alle aktionærer og jordbesiddere. Alle er vi gjort til medarbejdere. Man har i bogstavelig forstand og med andre ord afskaffet arbejderen og klassekampen. Ud fra devisen behersker du sproget har du magten.

For forståelsens skyld, er alle fyord i det efterfølgende derfor erstattet med nysproglige formuleringer.

En kendsgerning er det, at arbejdsløshed er livsnødvendig for de ca. ti procent af Danmarks indbyggere, der besmykker sig med titlen virksomhedsejere, og uden det lukrative økonomisystem for tjenesteydelser og vareproduktion som ejerne benytter, ville de ikke kunne eksistere som selvstændige erhvervsdrivende.

De arbejdsløse udgør en gavnlig arbejdskraftreserve, som kan bruges, hvis man ønsker at forøge sin produktion eller udvide sin forretning.

De arbejdsløse bruges også til at forøge virksomhedernes overskud og indtjeningsevne.

Det gør de, fordi arbejdsløshed i samfundet skaber tilpas utrygge forhold, for de der er i arbejde, ofte med både psykiske og fysiske sygdomme til følge. På den baggrund øges produktionen, og samtidig opstår der et lavere lønpres, et forringet arbejdsmiljø, generelt lavere omkostninger og dermed en større indtjening til ejerne. Til gengæld, som en konsekvens heraf, bliver levestandarden lavere for alle indkomstmodtagere.

I takt med virksomhedsfusioner (monopolisering), vil arbejdsløsheden stige og blive kronisk, hvilket især åbenbares under de tilbagevendende økonomiske lavkonjunkturer. Samtidig hermed øges den skjulte arbejdsløshed – medarbejdere der ikke har job hele året (og det kan en kreativ arbejdsgiver altid sørge for, at du ikke har) sendes på omskolingskurser eller i beskæftigelsesarbejde måske som potentielle langtidsledig i en A–kasse for at kontrollerer eller undervise de ledige. 

Har de - som arbejdsgiverne fyrede - været ledige i mere end et år, skal de i aktivering, som bl.a. kan være efteruddannelseskurser betalt af dem selv og det offentlige, uden udgift for de private virksomhedsejere. Er du heldig, får du et certifikat på, at du herefter har kompetence til at komme tilbage i dit gamle job, måske på deltid, hvis det skal være op til Fogh Rasmussen, og til den halve løn. Mere præcist med et skattefinansieret løntilskud til på 55 kr., som arbejdsgiveren så kan forøge sin egen velstand med. Bemærk at systemet er så snedigt skruet sammen, at det i skattemæssigt sammenhæng er lønmodtageren der betaler tilskuddet. 

Flertallet af arbejdsgivere og virksomheder betale forholdsmæssig en meget lav skat, nogen slet ingen, bl.a. er de udenlandske virksomheder helt frihold fra denne belastning. Højtlønnede der har råd til at stifte gæld, ofte i forbindelse en forøgelse af et luksusforbrug, kan slippe med 20% i skat af deres bruttoindkomst. 

En lavtlønnet, eller folk på overførselsindkomster og uden gæld og luksusforbrug, betaler derimod sjældent under 40% af bruttoindkomsten. Det er det vi i "gamle dage" kaldte for klassepolitik. Men som bekendt nu høre "heldigvis"  fortiden til.

Arbejdsløshed vil aldrig ophøre på virksomhedsejernes foranledning, hverken den kroniske eller den skjulte, fordi omstændighederne er som for den utrygge fuldtidsjobber en livsnødvendighed for ejernes eksistens. Arbejdsløshed kan først forventes afskaffet med afskaffelse af ejernes ledelsesret og rådighed over produktionsmidlerne.

Den enkelte virksomhedsejer tvinges af sit eget system – konkurrencen – til at øge sin kapital for at overleve som ejer.

En ejer har ejendomsret over produkterne og tilegner sig den merværdi medarbejderne har skabt. En del af denne merværdi anvender han til sit private forbrug, resten bruger han til forbedringer af sit produktionsapparat for at kunne tilegne sig en endnu større merværdi. 

Der skal også forbedres og rationaliseres, fordi konkurrencen hele tiden tvinger ham til at sælge sine vare billigere end konkurrenten.

Der er flere former for forbedringer. Hvis et produkt gøres bedre så det holder længere, har det en tendens til at kræve færre medarbejdere og flere arbejdsløse. Man kan også forbedre ved at virksomheden indfører kvalitetsstyring, som i de fleste tilfælde ikke er andet end opreklameret slækken på kvalitet. Hvis markedet er til det, er der jo ingen grund til at gøre produkterne bedre end højst nødvendigt, og så ved en effektiv kontrol garantere, at produktet til stadighed holder den dårlige standard. Varens levetid er kort, forbrugerne smider den hurtigt ud og køber en ny. Denne mulighed nedsætter virksomhedens omkostninger på råvarerne pr. enhed og øger salget og indtjeningen, men skaber ikke nødvendigvis arbejdsløshed.

En af mulighederne er også de mere psykologiske rationelle produktionsmetoder, fx at inddrage medarbejderne i beslutningsprocesserne. Dette medføre oftest, at der opstår et mindre behov for menneskelig arbejdskraft, og at medarbejderen – af egen drift - bliver overflødiggjort gennem de kreative og "moderne" produktionsformer.

Læseren skal her være opmærksom på, at de kreative og moderne ledelses- og produktionsformer kan, hvis det ikke misbruges, også udøves positiv til et sundere arbejdsmiljø, kortere arbejdstid og større indtjening til medarbejderne, men så handler det om socialisme. Og den er jo død.

Et yderligere tilskud til reservearmeen er de mindre virksomhedsejere (underleverandører), der bliver slået ud af konkurrenten, og ikke længere kan forsørge sig selv af sin merværdi.

For virksomhederne og aktionærerne er IT-teknologien en meget stor arbejdsløshedsfremmende forbedring, som nedbringer omkostningerne – af hensyn til konkurrenceevnen – og forøger indtjeningsevnen.

En meget stor del af det traditionelle lønarbejde bliver af teknologiske årsager erstattet af gratis arbejde, som i særlig grad er set praktiseret i bank– og servicesektorerne.

Ejernes fremgangsmåde var/er at propagandere for fremskridtet, og at overbevise de ansatte og brugerne om, at investeringer i ny teknologi betaler sig, og det er nødvendigt at gøre det (du er vel ikke en tidsrøver), hvis ikke konkurrenten skal snuppe markedsandelen.. De direkte og omkostningstunge ind og udbetalinger i bank og sparekasse blev/bliver erstattet af nye "gratis" betalingsformer (kunden gør selv arbejdet), ved brug af fx Dankort og PC bank. Sideløbende med fusioneringer (filialerne lukker) mellem de konkurrerende virksomheder og en effektiv gebyrpolitik (kunden betaler ejerne for at få lov til selv at udføre arbejdet), blev/bliver tusinder ansatte – efter velvilligt samarbejde med bankejerne - afskediget og tvunget af omstændighederne til at udføre deres tidligere lønarbejde gratis på lige fod med kunderne på deres private produktionsapparat, Pc’en derhjemme.

Som indkomstmodtager bør man være opmærksom på, at udviklingen af "moderne" teknologier som vil erstatte den menneskelige arbejdskraft vil forsætte, og at udviklingen går hurtigere og hurtigere. Såfremt disse "fremskridt" ikke honoreres med arbejdstidsnedsættelse med fuld lønkompensation, kan denne hastige udvikling blive alles undergang.

Andre for længst indførte gratisarbejdsprocesser er, når vi handler og selv tager varerne ned fra hylderne, når vi selv foretager affaldssortering og transporterer affaldet til genbrugsstationen osv. osv. osv. osv.

Jo, tiden er til forandring, men ikke til det værre. Måske skal vi så småt begynde, at arbejde lidt mere for os selv, og ikke så meget for andre.

Citat af Cajus Petronius, romersk embedsmand under kejser Nero, død år 66 e. KR.

Akademikerledigheden nåede således op på 6,2 procent i august mod 6.0 procent i juli 2003, når der tages højde for sæsonudsving. Dermed er der 5.000 flere ledige akademikere, end der var da ledigheden var på sit laveste i Nyrop's regeringstid. Og i forhold til august 2002 er ledigheden vokset med næsten en tredjedel.

Ifølge Berlingske Tidende den 22. oktober 2003 kan akademikerne se frem til et boom i antallet af kolleger og en endnu hårdere kamp om et attraktivt og vellønnet job. Frem mod år 2020 vil deres arbejdsstyrke stige fra 160.000 til ca. 250.000, viser en endnu ikke offentliggjort analyse, som PLS Rambøll har foretaget for Beskæftigelsesministeriet.

Næsten hver tredje nyuddannede akademiker står i dag uden job.

Seneste opgørelse for bl.a. nyuddannede er i følge AC i august 2004 at:

tilbage til toppen

Sektorsammenlægningen af HK-industri og HK-service og de store årgange der nu er på vej ud af arbejdsmarkedet, kan inden for en kort årrække få Apfels medlemsgrundlag til at eksplodere.

Medlemsgrundlaget som er pensionister, førtidspensionister, efterlønnere og ledige, var i februar 2003 4708.

Teoretisk betragtet kan antallet hurtigt blive mere end fordoblet.

Tænk bare på den stigende ledighed på landsplan, og de mange 60 årige, som fravælger en ydmygende behandling som ledig i aktivering, og i stedet vælger at gå på efterløn.

Såfremt vi i vores fagforening skal opretholde det sociale netværk og kollegiale sammenhold for medlemmerne, der både permanent og midlertidigt er uden arbejde, bliver konsekvenserne, at der fremover må stilles langt større fysiske og økonomiske resurser til rådighed til disse gruppers aktiviteter.

Sagt på en anden måde: hvis denne tendens i udviklingen bliver til virkelighed, bliver resultatet - uden større medlemstilgang - at kun halvdelen af medlemmerne vil være i arbejde. En situation for vores fagforening, der på længere sigt vil være helt uholdbar.

Et brugbart alternativ som kan dæmme op for en udvikling i den retning, er hjælp fra kollegaerne, tillidsmænd og damer og sikkerhedsrepræsentanterne på de grafiske arbejdspladser.

I perioden fra juni 2001 til juni 2002 gennemførte afdeling 5 et projekt om ”Det rummelige arbejdsmarked”.

Formålet var at sætte fokus på et dynamisk samarbejde på den enkelte virksomhed med særlig vægt på at bevare arbejdspladser og fastholde kollegaer, der af forskellige grunde er mindre sikre i ansættelsen eller direkte truet af afskedigelse og  bl.a. herved modvirke en forsat opdeling af ”stærke” og ”svage” medarbejdere.

Begrebernes budskab ”Det rummelige arbejdsmarked” og ”Det dynamiske samarbejde”, som det er beskrevet i den rapport der kom ud af projektet, ligger der - for mig at se - en stor mulighed for en fornyelse i den faglige aktivitet og det fagpolitiske arbejde.

Som rapporten beskriver, kan de faglige repræsentanter komme til at spille en offensiv og konstruktiv rolle, når ældre/svage medarbejdere i ”utide” ønsker at forlade arbejdsmarkedet.  Ser vi disse muligheder i et større perspektiv og i sammenhæng med ideerne vi kender fra ”Det udviklende arbejde” og det forebyggende arbejdsmiljøarbejde, kan de fagpolitiske aktiviteter gå op i en højere enhed, ikke mindst til gavn for os selv og ”velfærdssamfundet”,  men så sandelig også for arbejdsgiverne og deres økonomi.

Hvis regeringen og virksomhederne oprigtigt mener noget alvorligt med at samarbejde, og fastholde de friske ældre lidt længere på arbejdsmarkedet og gøre noget ved sygefraværet, så er det nu.

Inden længe er der mangel på kvalificeret arbejdskraft.

Mogens Weile

Ansvarlig for Apfel i

HK medie & kommunikation - København

tilbage til toppen

- at 40.000 flere er kommet på offentlig forsørgelse under Fogh
En opgørelse fra Danmarks Statistik viser, at 900.063 sidste år var heltidsmodtagere af overførselsydelser. De 680.000 folkepensionister er ikke medregnet. Det er det højeste tal nogensinde og en stigning på 40.000 personer, siden VK-regeringen trådte til i 2001. Det er specielt modtagere af arbejdsløshedsdagpenge, kontanthjælpsmodtagere og efterlønnere, som har bidraget til den forkerte udvikling. Frederik I. Pedersen, økonom i Arbejderbevægelsens Erhvervsråd, forklarer, at udviklingen er et resultat af tre forskellige ting: konjunkturbestemt med underdrejet økonomisk vækst og faldende beskæftigelse, demografisk udvikling med stadig flere i efterlønsalderen og 'regeringens politik'. Beskæftigelsesminister Claus Hjort Frederiksen (V) beklager tallene, men mener, at regeringen har taget mange initiativer for at vende udviklingen. Han efterlyser, at arbejdsgiverne tager deres del af slæbet ved bl.a. at ansætte svagere grupper som indvandrere, ældre og folk med ringere kvalifikationer. Peter Birch Sørensen, overvismand og prof. i økonomi ved Københavns Universitet, konstaterer, at vismændene gentagne gange har peget på, at udviklingen i antallet på overførselsindkomster er uholdbar.

- at den maximale dagpengesats i 1982, svarede til en dækning af indkomsttab for en faglært arbejder på 70%. - at dækningen i 1996 var  59%, og den nu i 2003 nærmer sig de 40%.

- at hver femte person med job har hjemmearbejde 

- at 170.000 mænd og 127.000 kvinder har bijob. Det viser en optælling af Danmarks Statistik i nov. 2005. I alt bijobber 297.000, hvilket svare til 11% af samtlige beskæftigede.

- at 563.000 personer arbejder helt eller delvis hjemme fra deres egen bolig, hvilket svarer til 21 pct. af de beskæftigede.

- at det gennemsnitlige antal ledige i maj 2003 steg til 167.800 fra 162.200 i april, når der korrigeres for sæsonbevægelser. Det svarer i maj til en ledighed på 6,0 pct. af arbejdsstyrken mod 5,8 pct. i april. Hermed er den sæsonkorrigerede ledighed steget til det højeste niveau siden januar 1999.

- at 204.000 studerende har arbejde ved siden af studierne 

- at næsten halvdelen af alle skoleelever (på 15 år og derover) og studerende har erhvervsarbejde ved siden af skole og studier. På dette område er der ingen væsentlig forskel på mandlige og kvindelige elever og studerende.

- at 278.200 personer - omregnet til fuldtidspersoner - i 1. kvartal 2002 ikke arbejdede på almindelige vilkår, men var i beskæftigelse i støttet arbejde med "løn", ledige eller midlertidigt sat uden for arbejdsstyrken.

- at 279.000 har mere end et job, ofte som et bijob i egen virksomhed.

- at hver femte mand i det offentlige har bijob. 

- at bijob er mere udbredt blandt beskæftigede i den offentlige sektor end i den private sektor. Dette gælder for både mænd og kvinder, men tendensen er særlig markant for mænd, hvor 18 pct. har bijob, mens det kun gælder for 10 pct. i den private sektor. Det viser den seneste årsopgørelse fra Arbejdskraftundersøgelsen.

- at mere end 350.000 lønmodtagere arbejder ekstra

- at i de seneste fire kvartaler har i gennemsnit 371.000 personer hver uge arbejdet ekstra timer. For 21 pct. var der tale om at de udelukkende havde overarbejde i undersøgelsesugen, mens 36 pct. fast har overarbejde. Derudover arbejdede 161.000 eller 43 pct. mere end 37 timer om ugen. Der er her tale om en del tilfælde, hvor personerne fast har en længere arbejdsuge end 37 timer samt tilfælde, hvor personerne ikke har aftale om en fast ugentlig arbejdstid. 

- at i 1. kvartal 2003 var 172.800 fuldtidsdeltagere på efterløn. Stigningen fra 4. kvartal 2002 til 1. kvartal i år var 1 pct. og dermed lavere end den tilsvarende stigning i de to foregående kvartaler. Stigningen fra 2. til 3. kvartal 2002 var således 4 pct. og stigningen fra 3. til 4. kvartal var 2 pct. Antallet af fuldtidsdeltagere på efterløn er imidlertid steget med 8 pct. siden 1. kvartal 2002, og det er en væsentlig større stigning end året før.

tilbage til toppen

Bliver du fyret af din "arbejdsgiver", skal du straks henvende dig til din tillidsmand og til din fagforening. Husk at få betaling for de 2 første ledighedsdage og at få dit feriekort af din arbejdsgiver.

Meld dig ledig på AF og i din A-kasse den første dag du er ledig (klient uden arbejde).

Medbring din opsigelse og dine lønsedler for de sidste 13 måneder. Medbring dit skattekort, oplysning om pengeinstitut, registrerings- og kontonummer.

I HK/medie & kommunikation København har vi et arbejdsløshedsudvalg, hvor du som ledig sammen med andre kollegaer kan deltage i et stort udbud af sociale, fagpolitiske og kulturelle aktiviteter og arrangementer. Se Apfels mødekalender og deltag.

tilbage til toppen

tilbage til toppen

Suspensionen af den særlige pensionsopsparing vil kunne mærkes i pensionsalderen. Ifølge de konservative bliver den næppe genindført. Det vil koste en typisk LO’er 116.000 kroner.

Aflysning Regeringens suspension af den særlige pensionsopsparing (SP) giver umiddelbart danskerne flere penge mellem hænderne. Men forbrugsfesten kan blive dyr i alderdommen. Den betyder nemlig, at en 35-årig lønmodtager med en årsløn på 250.000 kroner vil mangle 6.700 kroner, når hun bliver pensioneret. Men bliver SP sløjfet permanent, vil det for alvor kunne mærkes. Så vil hun mangle hele 116.000 til sit otium, viser nye beregninger fra Arbejderbevægelsens Erhvervsråd (AErådet).

Står det til regeringspartiet de konservative, har vi formentlig set det sidste til SP:

»Vi tager først endelig stilling i 2005. Men der skal meget gode grunde til at genindføre den. Det må grundlæggende være op til borgerne, hvad de vil bruge deres penge til. Det er ikke noget, politikerne skal bestemme,« siger den konservative finansordfører Lars Barfoed om den tvungne pensionsopsparing, der blev indført under SR-regeringen i 1998.

AErådets beregninger tager udgangspunkt i et fortsat meget lavt renteniveau på gennemsnitligt blot tre procent årligt over de næste 30 år. Men stiger renten, øges pensionstabet betragteligt:

• En 35-årig lønmodtager med en årsindkomst på 150.000 vil mangle 69.400 kroner som pensionist, hvis renten er tre procent. Er den derimod seks procent, vil tabet være 106.400
• Med en rente på seks procent vil en lønmodtager med en årsløn på 250.000 kroner miste 177.700 kroner, og en lønmodtager med en halv million hele 356.000.

Ifølge Lars Andersen, direktør i AErådet, vil en permanent sløjfning ramme lavtlønnede hårdt.

»De vellønnede har jo luft i budgettet til at lave private opsparinger. Men de lavtlønnede, som kun har ATP og måske deres arbejdsmarkedspension, vil få mindre at gøre godt med. Der er ikke tradition for, at de lavtlønnede selv betaler ind til pensionsopsparinger. Og selv om SP må-ske ikke virker af så meget, batter det noget i den sidste ende,« siger Lars Andersen og fortsætter:

»Suspensionen af SP er et noget bagvendt tiltag i en tid, hvor man ellers taler så meget om, hvordan man skal tackle den samfundsmæssige udfordring, at vi får flere og flere ældre. SP er jo netop med til at imødegå den udfordring.«

Pensionsselskaberne mener også, at regeringen sender et uheldigt signal, når den suspenderer SP og opfordrer til øget forbrug. Direktør Jens Galatius fra Nordea Pension siger til dagbladet Børsen, at der i forvejen er et opsparingsunderskud på 25 milliarder kroner i Danmark:

»Reelt tager regeringen penge op af lommen på folk. Så beholder de selv halvdelen, da beløbet nu skal beskattes, og opfordrer derefter folk til at bruge resten. Det er ikke seriøs rådgivning.

Gad vide, hvordan forbrugerombudsmanden ville reagere, hvis vi som pensionsselskab foretog den manøvre,« siger Jens Galatius.

Lars Barfoed har imidlertid tiltro til, at folk selv kan finde ud af at spare op til pensionen, hvis de finder det nødvendigt:

»Tanken med forårspakken er selvfølgelig, at der skal flere penge ud i forbrug. Men hvis nogle hellere vil bruge pengene på pensionsopsparing, er det jo op til dem selv,« siger Barfoed.

Han peger på, at SP i sin tid blev indført for at lægge en dæmper på forbruget og nu blot bliver suspenderet for at opnå den omvendte effekt:

»SP blev jo indført som tvang, og dengang sagde ingen, at danskerne ikke ville kunne klare sig uden den ekstra pensionsopsparing.«