KonklutionApfel

Vores fremtid i fagbevægelsen

Globaliseringen og udviklingen går hurtigere og hurtigere, behovet for uddannelser og efteruddannelser er stigende, EU medlemskab og direktiver bevirker, at fagbevægelsens tilkæmpede økonomiske - og fagpolitiske rettigheder udhules, og bliver allemandseje. Gevinsterne og formålet med at være organiseret i en fagforening bliver svækket.

Den borgerlige arbejdsmarkedspolitik, de kristelige - og gule A-kasser, og den nye strukturreform med kommunale jobcentre, vil begrænse de faglige A- kassers indflydelse fremover, og beviser, at hensigterne fra politisk hold er, at ødelægge fagbevægelsen til gavn for arbejdsgiverne, og for at tækkes de multinationale koncerners økonomiske interesser i den globaliserede verden.

Klassekampen - som vi troede var død - lever i bedste velgående, og praktiseres nu i stor stil ovenfra. Kampen for retfærdighed og lighed er blevet vendt 180 grader, og blevet til de riges kamp mod de fattige, og uligheden øges dag for dag

Fagbevægelsen i EU og i Danmark er under større pres nu end nogensinde jf. bl.a. havnearbejdernes demonstrationer imod havnedirektivet., og det vil være en stor ulykke, hvis ikke fagbevægelsen genfinder sit oprindelige formål og en ny offensiv rolle i udfordringerne.

I øjeblikket oplever fagforbundene en sand medlemsflugt, over 50.000 medlemmer har vinket farvel til fællesskabet i 2005.

I nyere tid har fagbevægelsen i for høj grad ladet sig påvirke af den borgerlige propaganda, og generelt flyttet sig i en mere borgerlig-liberal retning, som følge heraf tilsidesættes indholdet i aktiviteterne, på flere afgørende områder fra bevægelsens oprindelige idegrundlag. Aktiviteterne har i al for høj grad fået karakter af ren økonomisk koncernvirksomhed.

I egne rækker i HK er det bl.a. kommet til udtryk i begrænsninger i udvalg, klubber og brancheklubbernes faglige og kulturelle aktiviteter, i stedet for at motivere medlemmerne til deltagelse i det faglige arbejde, har man gjort det modsatte. I stedet for, at arbejde for en større kollektiv dækning af dagpengesatserne til gavn for alle, der rammes af ledighed, har man gjort det modsatte, og indført forsikringsordninger ved ledighed for medlemmer i arbejde. I stedet for, at give de ledige en økonomisk håndsrækning, nedstemte et kongresflertal et forslag om ophævelse at kontingentindbetaling ved ledighed.

De store kontingentnedslag, som i konkurrencen med den borgerlige politik skulle gøre et medlemskab mere attraktivt, har ikke båret frugt. Tværtimod mister fagbevægelsen ikke alene flere medlemmer, men nu også et anseligt økonomisk råderum.

Nye ideer og forslag om lavere grundkontingenter, individuelle og gradueret medlemsfordele, fuldt op med ekstrabetaling for tillægsydelser, tåler nemt sammenligning med regeringens skattestop, fuldt op med skattelettelser til de velstillede, privatisering og brugerbetaling. Skattestop og lave grundkontingenter har principielt samme konsekvens - over længere tid vil der ikke være nogle penge tilbage, at gøre godt med til de kollektive goder.

Flere topfolk i fagbevægelsens øverste ledelser glimre i for høj grad ved deres fravær i det offentlige rum. Når de endelig træder i karakter og bliver refereret i medierne, er det fordi de har stillet forslag om, partistøttemulighed til borgerlige partier i folketinget, der gør alt, hvad de kan for ødelægge fagbevægelsen, til fusioneringer, forslag der fratager de ledige medlemmer deres stemmeret, eller kommer med forslag om gageforhøjelser og pensionsforbedringer til dem selv.

I gamle dage blev vores formænd valgt på de årlige generalforsamlinger, her kunne de blive stemt ud, hvis de ikke havde gjort deres arbejde godt nok. Deres løn udgjorde et gennemsnit af en faglært løn. I dag er de funktionærer med indtægter mellem 700.000 – til 1.mill. kr., og som bekendt: ”den der ikke gør noget, gør ingen fejl”. Måske er det den omstændighed der gør forskellen på dengang og nu, og giver os svaret på, hvorfor så mange vælger fagbevægelsen fra. Fra mange sider kritiseres fagbevægelsens topfolk for at gemme sig. Ingen på gaden kender dem, hedder det sig. Tidligere vidste folk, hvem Louis Andersen, Willy Brauer, Georg Poulsen eller Hardy Hansen var, fordi de gik ud og blandede sig i debatten.

Fagbevægelsen har i al for lang tid lidt af høflighedsbetændelse, såfremt betændelsen ikke skal gå hen at blive kronisk opfordres fagbevægelsens øverste ledelser at sætte fokus på den faglige og politiske virkelighed lønmodtagerne må døje med i hverdagen, og hvad en fagbevægelse er og bør være.

Vi mener at fagbevægelsen er skabt på et idepolitisk grundlag, hvor medlemmerne sammen i det kollektive fællesskab, målbevidst og solidarisk arbejder for, at skabe forbedringer, både på arbejdspladserne, i familierne og ude i samfundet. Fællesskabet og solidariteten opstår på baggrund af de fælles faglige interesser, og den fælles opfattelse af hvordan vi indretter samfundet.

Fagforeninger skal ikke være indbyrdes konkurrerende virksomheder, men slagkraftige samarbejdspartnere til gavn for alle lønmodtagere, der er i stand til samlet at forsvare de faglige og politiske standpunkter, når det virkelig gælder.

Et medlemskab af en bestemt A-kasse og/eller fagforening, skal ikke være bestemt af skruebrækkeri og arbejdsgiverne, men bestemmes af virksomhedens produktion og den ansattes beskæftigelse og uddannelse. Løn og arbejdsvilkår baseres på frivillige aftaler, lovgivning og de gældende overenskomster, som er indgået mellem den ansattes fagforening og virksomheden eller vedkomne arbejdsgiverorganisation.

Det er en stor nødvendighed, at få flere og nye medlemmer der involverer sig i fagbevægelses arbejde, og at bevægelsen genskaber sin faglige – og politiske rolle, i høj grad en væsentlig forudsætning, hvis fagbevægelsen skal have en fremtid. Vigtigst er det også, at tilpasse sin organisering og struktur for at opfylde egne målsætninger, og ikke indrette sig efter, hvad Dansk Industri, borgerlige regeringer og Fogh Rasmussen eller EU kunne tænke sig.

Den danske model

Det danske overenskomstsystem er under pres af regeringsindgreb og øget EU-regulering af arbejdsmarkedet. Fagbevægelsen må dæmme op for dette ved at øge overenskomstdækningen og den faglige organisering. Desuden skal vi arbejde på at udbrede idéen om kollektive overenskomster til fagbevægelsen i andre lande, ikke mindst EU-landene. Dette kan gøres ved, at fagbevægelsen i Danmark opretter filialer i de lavtlønslandene, hvor danske virksomheder har interesser i bl.a. import af billig arbejdskraft..

Vi vil ønsker en politik, der respekter den danske model og overlader regulering af arbejdsmarkedet til arbejdsmarkedets parter.

Vi ønsker en arbejdsmarkedspolitik, der sikrer:

At arbejdsmarkedets parter bevarer indflydelsen på egne aftaleforhold – frem for regeringsindblanding og EU-regulering

At retten til blokade og konflikt mod uorganiserede virksomheder fastholdes i fuldt omfang.

At retten til at indgå eksklusivaftaler fastholdes.

At løndumping og diskriminering af udenlandsk arbejdskraft modvirkes. Fagforeningerne skal have fri adgang til at kontrollere, om virksomhederne lever op til normale overenskomstmæssige vilkår og dansk lovgivning. Myndighederne skal skærpe kontrollen med skattebetaling og overholdelse af arbejdsmiljøloven.

En offensiv beskæftigelsespolitik

Regeringens politik er at fastholde en tilstrækkelig arbejdsreserve, som samfundet økonomiske regulator. Uddannelse af ledige nedprioriteres til fordel for job med løntilskud. Private firmaer høster profit på arbejdsmarkedspolitiske opgaver, men resultaterne udebliver og bureaukratiet vokser. Udhulingen af dagpengene fortsætter, så store grupper kun opnår en dækning på ca. 50 % af lønnen.

Regeringens strukturreform vil kun øge problemerne. Kommunerne kan ikke løfte opgaven, og de ledige kan let blive ofre for snævre kommunalpolitiske interesser. Arbejdsmarkedets parter får kun begrænset indflydelse, hvilket øger risikoen for, at de ledige lades i stikken.

Vi ønsker:

At regeringens ønsker og indhold i det enstrenget system modarbejdes.

At de lediges eget ansvar skal styrkes, gennem større tillid til de ledige og flere reelle tilbud om uddannelse og opkvalificering.

At ydmygende og skærpede kontrol med de ledige modarbejdes.

At brugerbetaling og begrænsninger i retten til uddannelse under ledighed skal fjernes.

At mulighederne for misbrug af ansættelser med løntilskud skal stoppes.

At løntilskudsjob erstattes af normale job på overenskomstmæssige vilkår, både på det private og det offentlige område.

At stat og kommuner offensivt bidrage til at styrke beskæftigelsen i et tæt samarbejde med arbejdsmarkedets parter. Der er nok at tage fat på, med hensyn til genopretning af social-, sundheds- og uddannelsessektoren, og energibesparende og miljøvenlige foranstaltninger.

At fagbevægelsen og det offentlige går i spidsen for en langt mere rimelig fordeling af arbejdsbyrden i det danske samfund. Gennem kortere arbejdstid, og uddannelsesordninger må der skabes plads til de mange tusinde, der holdes uden for arbejdsmarkedet.

At aktiveringsindsatsen bliver erstattet af uddannelse og opkvalificering af de ledige i et tæt samspil med kvalificerede faglige sekretærer i deres egen fagforening og a-kasse.

At solidariteten i dagpengesystemet styrkes gennem en mærkbar forhøjelse af dagpengesatserne, frem for privatisering og tillægsforsikringsordninger.

Efterlønsordningen skal være en obligatorisk del af a-kasse-medlemsskabet.

At den fleksibel tilbagetrækning fra arbejdsmarkedet skal være en mulighed for de, der har behov herfor.

At EU-direktiver og kulørte A- kasser der undergraver overenskomstsystemet, skal modarbejdes.

At arbejdsanvisningen kommer tilbage til fagbevægelsen.

Et bedre arbejdsmiljø

Dårligt arbejdsmiljø skaber unødige lidelser og udgifter til hospitaler, sygedagpenge, erstatning, genoptræning, revalidering og pension. Den politiske debat om fremtidens sundhedssektor har hidtil mest koncentreret sig om afskaffelse af ventelister og omstruktureringer. I stedet bør man fokusere på, hvordan man kan reducere presset på sundhedsvæsenet og dermed de offentlige udgifter – blandt andet ved at styrke den forebyggende indsats for et bedre arbejdsmiljø.

Regeringens arbejdsmiljøreform går desværre den stik modsatte vej. Arbejdstilsynets ressourcer og beføjelser beskæres, og der slækkes på kravene til arbejdsgiverne.

Regeringen og arbejdsgiverne ser gerne, at arbejdsmarkedets parter indgår aftaler, som udelukker Arbejdstilsynet fra at føre tilsyn med virksomhederne. Det er både uhensigtsmæssigt og uacceptabelt.

Vi ønsker en sund sikkerhedspolitik, der sikrer:

At private firmaer ikke høster profit, pga. sygdom og dårlig sundhedstilstand.

At det offentlige syge- og sundhedsvæsen styrkes.

At der skabes sikre, sunde og udviklende arbejdspladser for alle lønmodtagere. Den offentlige udbudspolitik skal belønne virksomheder og arbejdspladser som har orden i arbejdsmiljøet.

At den forebyggende arbejdsmiljøindsats opprioriteres, blandt andet ved en fuldt udbygget BST-ordning.

At Arbejdstilsynet styrkes, og at dets rolle som tilsynsførende over for virksomhederne skærpes. Det skal blandt andet ske ved at genindføre bøder for manglende Arbejdspladsvurdering (APV), sikkerhedsorganisation og BST- tilslutning.

At antallet af arbejdsskader og arbejdsbetingede lidelser nedbringes.

At grænsen for etablering af sikkerhedsorganisation igen sættes ned til 5 ansatte, og at alle sikres ret til en sikkerhedsrepræsentant.

At sikkerhedsrepræsentanternes rettigheder udbygges for eks. med ret til også at standse sundhedsskadeligt arbejde, ret til opsøgende arbejde, forberedelsestid til møder, efteruddannelse m.m.

Apfel, aktivitetsudvalget for

Pensionister, førtidspensionister, efterlønnere og ledige i

HK/medie&kommunikation, København