Balladen om Pløk-Hans

Vi lærte det tidligt i barnets færden,

at noget var galt i de voksnes verden,

hvor få havde meget og ejede alt,

mens andre knapt ægget - og dårligt nok salt.

Vi lærte om lediggang, denne svøbe.

Om udbud og pris, at sælge og købe.

Vi tilhørte klassens underste lag,

hvor man nøjes med lidt - fra dag til dag.

Vi lærte, hvad far han gentog så tit,

at snyltere, dem sku' vi fame bli'e kvit!

Der var mange med ham, som knytted' en næve,

mens banker og børs begyndte at bæve.

Og så brød det løs nede mod syd.

Nazister i flok, med hjelme og spyd.

Og skrig og skrål, et frådende had.

Kanoner og stål i stedet for mad.

Uskyldige ofre, der måtte bløde: -

Grib ham! Slå til! Verdammte jøde!

Der boede så'n én i vores gade.

Skoma'ren Pløk-Hans, en af de glade,

som altid sang, mens han hamred' og skar.

Go' ved os unger - ga' bolcher - var rar.

Men jøde, det var nu engang, hva' han var.

Det vidste Gestapo - og gjorde sig klar.  

De kom om natten i 43,

for at hente Pløk-Hans ud og køre.

Men da var han altså lige ”fløjet”

hen over loftet med vasketøjet,

hvor far havde lagt madrassen til rette

og lånt en dyne af moster Annette.

Her leved' Pløk-Hans i atten døgn.

(ja, I der er unge, tror det er løgn).

Han fik maden bragt op - havde go'e værter.

Og mindes stadig mors gule ærter.

For hver dag skar han i bjælken et hak,

De er der endnu, denne stille tak.

Livets runer om dødens år.

Hjælpsomhed under trange kår.

En nat slap han væk, ganske stille,

den go'e Pløk-Hans, så bange og lille.

Og nåed' til Sverig', frihedens land,

lidt svimmel af lykke - og bølgevand.

Det var en strålende dag midt i maj

han stod i vor gade - ja, her er så jeg!

Med cigaretter og mjólk-chokolade!

Der var knus og tårer.

Vi blev sgu så glade!

Og Pløk-Hans han sang igen - og skar.

Var go' ved os unger og lige rar,

skønt han havde mistet en bror og sin far.

Og mange år efter - på flugt over grænser –

kom der så pluds'lig en ung palæstinenser,

som illegalt opholdt sig her i landet,

undsluppet krigen, så ond og forbandet.

Hvem hjalp nu ham med logi og føde?

Det gjorde Pløk-Hans, den gamle jøde

Vi lærte det tidligt i barnets færden,

at tænde et lys i den mørke verden.

Og hjælpe hinanden lidt på gled.

Vi lærte om klassens medmen'skelighed.

Og normen var ikke hudfarvens skær.

Jeg syn's vi er spændende, hver især.

Mørke og hvide, gul - eller jøde.

Min mor og far - to af de røde.

Altid i front: For hvem, mod hvad?

Nej til racisme og fremmedhad!

Der skal være plads –

trods tidens tendenser –

til Pløk-Hans og mig.

Og en ung palæstinenser.

Tekst af Torben Bjerg Clausen.

Brugt i københavnske typografers ALUvy  i 1993.

Fremført af Lis Høver