Bestyrelsens beretning til årsmødet den 29. januar i Apfel 2004

Beretningen for 2003 blev fremlagt af formanden Mogens Weile:

Indledningsvis vil jeg sige jer tak for det år der er gået. Tak til bestyrelsesmedlemmerne for godt samarbejde, og tak fordi så mange har deltaget i Apfels medlemsmøder og arrangementer med godt humør.

Både i 2003 og i årene forud har alt omkring os været under så voldsomme forandringer, at det for de fleste undertiden har været svært at bevare overblikket. Forandringerne sker så hurtigt, at denne beretning allerede er forældet før den bliver fremlagt.

På det nationale plan er der sket store forandringer: fra Nyrup til Fogh Rasmussen.

På det internationale plan er vi fra at være en fredselskende nation med respekt for de internationale aftaler og menneskerettigheder - med et snævert borgerligt folketingsflertal - gjort til en del af en krigsførende besættelsesmagt med dansk deltagelse i USA s krig i Irak.

Vort forbund og fagforening er der flyttet rundt med, mere end godt er: meget symbolsk fra Lygten – med lys forude til Nyropsgade. Med et vist håb, fra Nyropsgade til den alt for tidssvarende adresse Artillerivej og flere gode og trofaste kolleger, både i A-kassen og i vores afdeling, har vi taget afsked med undervejs..

Nye kommunikationsformer har vundet indpas: fra skiftende medlemsblade med skiftende navne og indhold - til moderne informationsteknologi på Internettet.

Vores organisering har ændret sig fra: HK - Industri til HK - Privat, fra afdeling 5 til HK - medie&kommunikation, fra Mogens Høj til Simon Tøgern og fra ALU til Apfel.

En ny arbejdsmarkedsreform har set dagens lys, med dertil hørende forringelser, øget kontrol og kontaktforløb med de ledige hver 3. måned, og private aktører er kommet på banen. En krænkende database og jobbank er oprettet, hvor alle ledige nu er tvunget til at lægge deres CV op – det har mere end 193.000 ledige gjort - hvis man ikke gør det, mister man retten til dagpenge.

Med den maksimale dagpengesats, som i 1982 svarede til en dækning af et indkomsttab for en faglært arbejder på 70 % - i 1996  59 %  - og i 2003  40 %,  er der nu skabt et grundlag for, at kapitalen kan profitere på trusler om ledighed med et usolidarisk forsikringsprincip, som i bund og grund er spekulation i folks utryghed og fattigdom.

Ledigheden er siden oktober 2001 steget fra 139.700 til 182.900 i december 2003, hvilket svarer til, at over 58 personer er blevet fyret om dagen, siden Fogh Rasmussen blev statsminister.

Efterlønnen, folkepensionen og andre satser for sociale indkomster er under konstant beskydning med trusler om afskaffelse og forringelser.

Den 14 januar i år satte HKs  øverste ledelse prikken over i’et, da hovedbestyrelsen fratog vores ledige kontingentbetalende kolleger stemmeretten til urafstemningen om overenskomsterne til foråret. Denne beslutning er ikke alene utiltalende og usolidarisk, men en alvorlig handling som kun tjener de borgerlige kræfters interesser, med stor risiko for uoverskuelige negative konsekvenser fremover for den solidariske fagforening. Den 28. januar blev denne beslutning omstødt efter massivt pres fra alle sider både i HK og fra andre dele af fagbevægelsen. De ledige har fået stemmeretten tilbage, men efter min opfattelse stopper det ikke her. Jeg har under alle omstændigheder ikke længere tillid til det flertal, som stemte imod stemmeretten den 14. januar

Min gode ven Petronius- i kender ham sikkert -en romersk embedsmand under kejser Nero

fortalte før han døde i år 66 e. kr. - om lignende situationer og hændelser, således:

citat: ”Vi arbejdede hårdt, men hver gang vi begyndte at fungere, blev nye planer om omorganisering iværksat.

Jeg lærte mig senere i livet, at vi er tilbøjelige til at møde enhver situation gennem omorganisering. 

Og jeg lærte også, hvilken vidunderlig metode dette er til at skabe illusion om fremgang, mens det i virkeligheden forårsager kaos, ineffektivitet og demoralisering”.

Citat slut

Med så mange forandringer på så kort tid, er forvirringen forståelig, hvis nogen af jer er meget skuffet er det meget forståeligt. Det velfærd vi på godt og ondt  har kæmpet for i mange år i fagbevægelsen, er ved at tabe sin værdi.

Trods mange snudeslag har vi alligevel holdt dampen godt oppe i Apfel. Vi har i 2003 afholdt 20 bestyrelsesmøder – 21 medlemsmøder og 12 udflugter. Vi har holdt en skovtur og en fornøjelig julefrokost i god balance med vores grundlag. Og flere af jer har fornøjelse af bowling, der finder sted hver tirsdag i Valby.

I august havde vi møde med afdelingsbestyrelsen og talte om:

Lokaliteterne i det nye hus, konstituering, faglig og fagpolitisk aktivitet, Apfels hjemmeside, økonomi og procedure og andre praktiske spørgsmål for afklaring.

Vi redegjorde kort for forløbet af første halvår og om arbejdet med tilrettelæggelse af andet halvår.

Afdelingsbestyrelsen blev orienteret om vores interne mødekalender, budgetlægning, A5 folder og anden annoncering samt om det pæne fremmøde på torsdagsmøderne: vi påpegede

- at sektorsammenlægningen, den stigende ledighed og flere ældre som forlader arbejdsmarkedet, kan resultere i et større medlemsgrundlag

- at det ville være hensigtsmæssigt at tage højde for en udvikling i den retning, der som en sandsynlig konsekvens vil kræve flere resurser stillet til rådighed for Apfel, og at et videoudvalg var nedsat

Vi  forklarede afdelingsbestyrelsen, hvilket problem det er for Apfel, hvis medlemmerne ikke kan huses i deres fagforening til afholdelse af  medlemsmøder.

Det blev fremhævet, at det ville begrænse vores indtægter og øge vores udgifter at leje lokaler ude i byen, og vi forventede at disse tab vil blive dækket ind af afdelingen med en ekstrabevilling.

Flere medlemmer af afdelingsbestyrelsen var enige med os og fandt det uacceptabelt, at der ikke var tilstrækkelige lokaliteter til rådighed. Hensigten med det nye hus var netop, at der skulle være god plads til de ansatte og til alle medlemmernes aktiviteter under samme tag.

Vi bad afdelingsbestyrelsen om at få stillet et kontorlokale til rådighed, hvilket blev modtaget positivt. Flere har ønsket det samme, og der er flere mindre lokaler ledige til sådanne formål - men endnu er intet blevet tildelt.

Vi bad afdelingsbestyrelsen godkende en ny konstituering. Der blev redegjort for baggrunden, og den nye konstituering blev med god forståelse enstemmigt godkendt.

Vedr. Faglige aktiviteter:

Vi gjorde afd. bestyrelsen opmærksom på, at Apfel kan stå til rådighed for faglige aktiviteter, såfremt der skulle opstå et behov. Fx kunne Apfel indgå i hvervekampagner for nye medlemskaber.

Vedr. Procedure og praktiske spørgsmål talte vi om:

Køb og salg af øl + vand på møder og arrangementer, hvilket vil blive indført, helst som det var i Nyropsgade.

Simon Tøgern afsluttede vores møde med at rose vores program, og udtrykte tilfredshed med det vekslende indhold i aktiviteterne, især gav Simon og flere bestyrelsesmedlemmer udtryk for, at vores faglige indslag gjorde en forskel, set i forhold til afdelingens andre udvalg og klubber.

Samarbejdet med afdelingen og samarbejdet i bestyrelsen har været godt. Læser man bestyrelsesreferaterne, som er tilgængelige på vores hjemmeside, vil man se, at arbejdsopgaverne er blevet godt fordelt imellem os. Der har som tidligere været perioder, hvor et medlem ikke har kunnet deltage pga. arbejde, aktivering, kursus eller sygdom.

Det har bevirket mindre forstyrrelser i det praktiske arbejde – men det er betingelserne i et aktivitetsudvalg som vores, som vi har lært at leve med.

Første halvårs møder og arrangementer var langt hen ad vejen tilrettelagt før den nye bestyrelse trådte til i februar måned, og vi har derfor brugt forholdsmæssigt mere tid på at tilrettelægge aktiviteterne for andet halvår. Bl.a. med udgangspunkt i jeres ønsker, og det vil vi også tilstræbe, at gøre i år.

Vi besluttede, at få et bedre overblik over vores økonomi, og udarbejdede et budget. Vi besluttede at udarbejde en A5 folder for at vi i god tid kan orientere jer om datoer og indholdet af medlemsmøderne og udflugterne, men også for at gøre os mere synlige for omverdenen, hvilket er lykkedes ganske godt.

I starten af året 2003 arbejdede et underudvalg på at få arrangeret en landsdækkende konference for ”Aktive ledige”, som skulle finde sted i september måned på Christiansminde kursuscenter”. Formålet med konferencen var at indhente informationer om den nye Arbejdsmarkedsreform og de deraf følgende stramninger i rådighedsbegrebet. Det var hensigten, at få belyst konsekvenserne af, hvordan reformen havde virket efter et år - i bredere forstand.

I udvalget mente vi, at det var vigtigt at skabe viden om vores rettigheder og pligter i forhold til de nye tiltag og skabe et netværk til styrkelse af samarbejdet om de lediges problemer på landsplan.

- men sådan skulle det ikke gå.

Den 7. februar modtog udvalget afslag på ansøgningen med følgende begrundelse:

Jeg skal hermed meddele, at forbundets Organisationsudvalg på sit møde den 4. ds. har behandlet afdelingens ansøgning om tilskud til konference for aktive ledige.

Jeg skal meddele, at udvalget har afslået at bevilge de ansøgte penge, idet man fandt, at forholdet mellem de udgifter der ville være til en konference for aktive ledige medlemmer til at blive informeret lokalt, ikke står mål med det forventede udbytte af konferencen.

I øvrigt skal jeg gøre opmærksom på de tiltag A-kassen har taget omkring kerneydelser mv.

Med venlig hilsen Jens Haman

HK s Udviklingssekretariat

Hertil er ikke andet end at beklage afslaget og tage til efterretning, at det er rart at have et organisationsudvalg der i den grad er i stand til at vurdere de aktive ledige medlemmernes udbytte af at tale sammen.

Vedrørende Økonomi:

Ifølge den seneste opgørelse har vi brugt et sted mellem 100.000-108.000 kr. i 2003, altså ca. 25 – måske 33.000 mere end de 75.000 vi blev tildelt og budgetterede med. Det skyldes flere ting: ca. 10.000 kr. som var brugt i 2002, blev først afregnet i januar 2003. Pga. flytning til det nye hus, måtte vi uforudset finde husly her i Heimdalsgade 7 gange. Det har kostet ca. 7000 kr., da vi havde planlagt en filmforevisning måtte vi leje en storskærm til knap 4000 kr., samtidig blev vi afskåret for at sælge øl og vand, og mistede derved indtægt.

Som jeg nævnte tidligere forventer vi, at en større del af underskuddet bliver dækket ind af afdelingen med en ekstrabevilling. Gør den ikke det, og vi skal holde os inden for rammerne af 75.000 kr. i 2003 og 75.000 kr. i 2004, har vi reelt kun 50.000 at gøre godt med. - Det er Kim blevet orienteret om og ansøgning om ekstrabevilling er sat i gang. Omvendt har vi, hvis vi får efterbevilget kr. 25.000 eller mere, udsigt til omkring 75.000 kr. og får i år både færre udgifter til lokaleleje samt mulighed for ølsalg på Artillerivej. Vi er booket ind i den runde sal i andet halvår, undtagen den 2. december, hvor vi afholder julefrokost her i Heimdalsgade.

Afslutningsvis vil jeg sige:

At vi har en forventning til, og vil arbejde for, at vores medlemsmøder, udflugter og andre aktiviteter ikke skal/vil adskille sig væsentligt i forhold til 2003. Dog vil vi nok holde en lidt lavere profil i første halvår. Dette skyldes, at afdelingsbestyrelsen først i slutningen af april tager endelig stilling til, hvor mange penge vi vil få i 2004. 

Vi vil hurtigst muligt på de førstkommende bestyrelsesmøder tilrettelægge første halvår. Vi vil udarbejde et budget og udarbejde en kalender og en A5 folder.

Jeg skal minde om, at Simon kommer til vores førstkommende medlemsmøde den 12. februar og fortæller om konsekvenserne af sektorsammenlægningen. At der er generalforsamling den 2. marts kl. 17.00  på Artillerivej

Hermed er bestyrelsens beretning for 2003 overladt til jeres godkendelse.

Årsberetningen blev enstemmigt godkendt

tilbage til referater